januar 15, 2024
Efterspørgslen på affaldssortering stiger hastigt, melder leverandør af avanceret robotanlæg.
Af redaktionen
RGS Nordic behandler årligt op mod en tredjedel af Danmarks samlede bygge- og anlægsaffald, og i samarbejde med finske ZenRobotics® og Terex® Recycling Systems, leverer de nu et fuldautomatiseret, 100 procent eldrevet anlæg til formålet.
Det installeres på RGS Nordics behandlingsanlæg på Vindmøllevej i København og skal efter planen stå klar i sommeren 2024.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Stigende efterspørgsel på affaldssortering
Dr. Jarmo Ruohonen er General Manager ved ZenRobotics, der er leverandør af anlægget.
Han forklarer i pressemeddelelsen, at markedet nu rykker sig:
“Der er en stigende efterspørgsel på mere effektiv affaldshåndtering og dokumenteret ressourcegenanvendelse fremfor downcycling af materialer. Og et robotsorteringsanlæg af denne kaliber kan levere på begge parametre,” siger han og uddyber:
“Det anlæg, vi leverer til RGS Nordic, vil blive udstyret med en helt ny generation af kraftfulde AI-robotter, der effektivt genkender og udsorterer affaldsressourcer. Nu ser vi frem til etablere anlægget i de kommende måneder og bistå RGS Nordic med driften.”
Tilvejebringer eksakt data om affald
COO i RGS Nordic, Rasmus Brødsgaard Buch, udtaler:
“Vi investerer i et topmoderne robotsorteringsanlæg målrettet det byggeaffald, som ikke kan sorteres godt nok ud på byggepladserne. Med robotteknologien vil vi sikre, at værdifulde affaldsressourcer ender højere oppe i affaldshierarkiet, og samtidig kan vi understøtte vores kunder med nøjagtig affaldsdata, som hjælper dem med bedre at dokumentere deres bæredygtighedsindsats,” siger han og tilføjer:
”Vi tror på, at der er et stort uforløst potentiale i at udnytte teknologi i vores sektor, og at robotsorteringsanlægget derfor bliver afgørende for at opnå øget cirkularitet i byggeriet.”
Øget genanvendelse og sikkerhed
Anlægget er udstyret med fire robotter, der kan arbejde døgnet rundt, foretage op til 9.200 pluk i timen og håndtere genstande, der vejer op til 40 kilo.
At anlægget er fuldautomatiseret øger samtidig sikkerheden for de medarbejdere, der arbejder med affaldsstrømmene, da de ofte ikke kommer direkte i kontakt med affaldet. Kvaliteten og mængden af affald, der genanvendes, forbedres også af de AI-drevne robotter, der løbende bliver bedre til at genkende værdifulde affaldsressourcer og kan tilpasses sorteringsopgaver i takt med kundernes efterspørgsel og afsætningsmuligheder i markedet.
Kilde: RGS Nordic
Related Articles
Ingen resultater fundet
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.