januar 24, 2024
En fredning af SAS Royal Hotel ved Hammerichsgade 1 ved Vesterport Station i København er en realitet. Det er opført fra 1956-60 og er hovedstadens ældste skyskraber.
Af redaktionen
”Det er en stor dag for Danmark, en stor dag for København og en stor dag for arkitekturen. Det er mærkeligt, det ikke er sket for længst.”
Berlingskes kulturanmelder Holger Dahl jubler over udsigten til, at SAS-hotellet i centrum af København bliver fredet, siden Bygningssynet nu indstiller, at både hotellet og den tilhørende lufthavnsterminal fredes.
Tegnet af Arne Jacobsen
SAS-hotellet er tegnet af Arne Jacobsen, og Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur indsendte sidste år et forslag om at frede bygningen. Det forslag har Det Særlige Bygningssyn altså valgt at efterkomme, siden man indstiller, at SAS-hotellet og den tilhørende lufthavnsterminal skal fredes. Det skriver Berlingske.
Indstillingen ventes at blive fulgt af de relevante myndigheder.
Fakta om SAS-hotellet ved Hammerichsgade 1
- SAS-hotellet er næsten 70 meter højt og var med sine 22 etager landets højeste, da det blev færdigt i 1960. Der er 275 værelser.
- Arne Jacobsen byggede SAS-hotellet efter inspiration fra Lever House på Manhattan i New York.
- Internationalt anerkendte designikoner som stolene Ægget, Svanen og Dråben er designet specielt til hotellet. I dag er det kun værelse 606, som står præcis som i 1960.
- I 2001 blev det renoveret af den tysk-iranske designer Yasmine Mahmoudieh, der genindførte de originale møbler, som var blevet luget ud i en periode, hvor man overså værdien.
FAKTA: Det Særlige Bygningssyn begrunder fredningen
Bygningssynet finder, at de bærende fredningsværdier især knytter sig til bygningens arkitektoniske fremtoning i bybilledet, til facadeproportioneringen, til bygningens planløsning, den udsøgte materialeanvendelse og de gennemarbejdede bevarede detaljer, bygningsdele og materialer fra opførelsen (1956-60).
Det Særlige Bygningssyn anbefaler, at der udarbejdes en værdianalyse på bygningsdelsniveau for det samlede bygningskompleks. En sådan analyse kan udmunde i en restaureringsstrategi, der vil bidrage med vigtig viden, således at kommende ombygninger og restaurering understøtter SAS Royal Hotels bærende arkitektoniske idé.
Kilde: Det Særlige Bygningssyn
Related Articles
Trianglen på Østerbro skal bygges helt om
Borgerne på Østerbro har igennem flere år opfordret til, at Trianglen bliver mere et opholdsområde, mens det i dag i høj grad er et trafikalt knudepunkt. Nu er processen sat i gang. Af redaktionen Ikoniske Trianglen er om noget Østerbros centrum, og de lokale...
CONCITO: Byerne skal forberede sig bedre på klimabelastning
Et varmere, vådere og vildere vejr er på vej, og Danmark er ikke klar, mens byplanlæggere i f.eks. Shanghai og Wuhan etablerer store grønne parker, der som svampe kan suge vand til senere brug, øge biodiversiteten, forhindre oversvømmelser og køle byerne. Her kan...
EU sender halvanden mia. kr. til byggeri i Danmark
Medlemslandene har nu godkendt EU-kommissionens indstilling til tildeling af støttemidler til infrastrukturprojekter. Danmark får et samlet støttebeløb på 1478 mio. kr. Af redaktionen EU-midlerne kommer fra EU’s infrastrukturfond 'Connecting Europe Facility'...