maj 6, 2024
Frederiksgården har investeret over to millioner kr. i solceller, og både bestyrelse og rådgivere håber nu, at projektet kan inspirere andre boligejendomme i hovedstaden.
Af redaktionen
Et af de største private solcelleanlæg i København er sat i drift på Frederiksgården på Frederiksberg med 305 lejemål. Anlægget til 2,1 mio. kr. producerer nu en stor del af det fælles elforbrug i ejendommen på Rådmand Steins Allé.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Del af stor grøn renovering
Det glæder bestyrelsesformand Frederiksgården, Flemming Brank.
”Som en meget stor ejendom i hovedstaden har vi længe lagt os i selen for at tage aktivt del i den grønne omstilling med bæredygtige initiativer. Solcellerne har dog krævet lidt økonomisk tilløb, fordi vores bygninger er fra 1959. Derfor har vi måttet udbedre andre ting først – til gengæld kan vi nu tage gennemprøvet og effektiv teknologi i brug til gavn for beboere og klima,” siger han i pressemeddelelsen.
Leverer strøm til konkrete funktioner
Det nye solcelleanlæg leverer strøm til fælles belysning inde og ude, til elevatorer og ikke mindst til fællesvaskeriet og køkkenet i Frederiksgårdens beboerrestaurant. Solcellerne er selvrensende, så de løbende optimerer produktionen af el. Anlægget har en effekt på 56 KW – det svarer til det årlige, fulde forbrug i knap 30 typiske hovedstadslejligheder med to beboere eller til godt og vel en tredjedel af det fælles el-forbrug i Frederiksgården.
”35 procent i selvforsyningsgrad er tæt på det optimale, fordi produktionen fra et solcelleanlæg dykker, når det er overskyet eller helt mørkt. Anlægget sparer klimaet for 11 tons CO2 hvert år, og med de nuværende elpriser vil investeringen være tjent hjem på 7-10 år – og anlæggets forventede levetid er 25, måske 40 år. Masser af ejendomme kunne gøre det samme som Frederiksgården, og vi håber, at projektet kan inspirere andre. Det er forskelligt, om kommuner hjælper solcelleprojekter på vej, men i år giver København fx tilskud til, at ejendomme kan få undersøgt, om solceller giver mening,” siger projektleder Henrik Trustrup Andersen fra Peter Jahn & Partnere, som er byggeteknisk rådgiver for især boligejendomme i hovedstadsområdet.
Digitalt kort fra kommunen hjælper
Københavns Kommune har også udarbejdet et digitalt kort, så det er muligt at se, hvor velegnede tagene over en ejendom er til solceller. Det afhænger fx af hældningen på taget, hvor højt taget ligger i forhold til fx naboejendomme, og selvfølgelig af hvor meget taget vender mod syd.
Lovgivningen gør det i praksis næsten umuligt at forsyne de enkelte lejligheder i en ejendom med strøm. Men hvis reglerne bliver ændret, har Frederiksgården mulighed for at etablere solceller på flere tagflader og dermed øge den samlede produktion. Frederiksgården har også undersøgt, om flere solceller kunne kombineres med et batterianlæg, der lagrede overskydende strøm. Foreløbig er teknologien ifølge Henrik Trustrup Andersen dog meget kostbar, ligesom regler om brandsikkerhed gør en batteriløsning vanskelig.
På landsplan kommer omkring seks procent af det samlede elforbrug i øjeblikket fra solceller, ifølge Energistyrelsen.
FAKTA: Frederiksgårdens solcelleanlæg
- Taganlæg med 160 selvrensende solcellepaneler a 405 W samt invertere (i drift januar 2024)
- Effekt: 56 KW – svarer til 35 pct. af ejendommens fælles elforbrug
- Klimagevinst: 11 tons CO2 om året
- Entreprenør: Phønix Tagenergi
- Rådgiver: Peter Jahn & Partnere
- Ejendomsadministrator: Advokat Pernille Høxbro
- Investering: 2,1 mio. kr. inklusive elarbejde, statikberegninger og udskiftning af tagpap
- Forventet tilbagebetaling: 7-10 år med nuværende elpriser (april 2024)
- Andre klimatiltag på ejendommen: Genanvendelse af regnvand, ladestandere til elbiler, led-belysning og arealer med vild natur (biodiversitet)
Kilde: Frederiksgården
Related Articles
Pulje til solceller på tage og motorveje er halveret
En pulje penge afsat i 2022 til at firdoble Danmarks produktion af sol- og vindenergi er blevet halveret, skriver JP m.fl. I stedet blev regeringen og en række partier enige om at bruge en del af de sparede penge på en ny, stor aftale om statslige energiparker....
Realdania vil fjerne spild i byggeriet for 5 mia. kr.
Samfundet kan spare milliardbeløb på mindsket materialespild på byggepladserne med fælles digitale løsninger og øget samarbejde, ifølge en analyse fra Realdania By & Byg. Samtidig er det muligt at høste store CO2-gevinster, viser forsøgsbyggeri. Værktøjerne findes...
Tendens: Sund & Bælt opgraderer på biodiversitet – ny ø til sårbare fugle
Med en helt ny ø og en række faunapassager vil Sund & Bælt skabe endnu bedre betingelser for biodiversiteten på Sprogø. Dermed lægger man sig på linje med en grøn trend i byggeriet. Af redaktionen Det er ikke længere nok at gå efter at være CO2-neutral,...