maj 8, 2024
Jensen & Nielsen Gruppen har store investeringer i Hersted Industripark i Glostrup, hvor de skal nedrive eksisterende bebyggelser og opføre nye. Her fortæller udviklingschefen, hvad de kræver af deres leverandører.
Af Ebbe Fischer
Hele 30.000 m2 blandet bolig og erhverv, herunder 380 etageboliger og et supermarked.
Det er, hvad ‘Smedeland 28’ repræsenterer – et område, som Jensen & Nielsen Gruppen erhvervede i marts 2024.
“Det er et kæmpe område, der skal udvikles,” fastslår udviklingschef i Jensen & Nielsen Gruppen, Henrik Nielsen.
Et visionært område
Han fortæller om Hersted Industripark:
”Det er nogle meget attraktive lokationer, dels ift. detailhandel og dels ift. boliger. Det ligger meget tæt på Glostrup, og du har motorvej og letbane helt tæt på. Samt Glostrup centrum inden for kun tre min på cykel,” siger Henrik Nielsen.
Han tilføjer, at der er stor offentlig opbakning.
”Kommunen gør meget ud af naturområdet, og desuden får man skoler og børnehave tæt på. Der vil også være arbejdspladser i detailhandlen i selve Hersted Industripark og to store hospitaler lige om hjørnet (Glostrup og Herlev, red.).”
Hvad vil I vægte ved leverandører til jeres aktiviteter i Hersted Industripark?
”Vi forventer, at vores partnere leverer bæredygtig kvalitet. Og vores leverandører skal holde, hvad de lover. Vi går meget op i klare aftaler med leverandøren,” siger Henrik Nielsen og uddyber:
”Det skal desuden være innovative løsninger, så vi er i stand til at kunne levere gode løsninger hele vejen rundt. Herunder forventer vi materialer, der er gennemprøvet og gennemtestet. Dvs. vi arbejder med en kombination af nye og gennemprøvede teknologier.”
Leverandører ind tidligt
Det er desuden vigtigt, at Jensen & Nielsen Gruppens leverandører driver en sund virksomhed – og at de altså er i stand til at tjene penge.
“De skal lave noget ordentligt og skabe en balance mellem kvalitet, løsninger og økonomien bag løsningerne, så økonomien kan gå op til sidst,” siger Henrik Nielsen.
Han tilføjer om processen:
”Det handler om at have et godt samarbejde med leverandørerne tidligt i processen, så vi sammen kan finde de rigtige løsninger. En leverandør skal være indstillet på at bruge noget tid up front på at arbejde i et team med rådgivere og arkitekter. Dernæst går udførelsesfasen meget nemmere.”
Hersted Industripark er et erhvervsområde i udvikling, og det skal i stigende grad kombineres med boliger. Det er bl.a. hjemsted for Nordeuropas førende testcenter for lys. Den nye letbane forbinder Hersted Industripark med hele København.
Med tiden forventer man, at der vil bo ca. 24.000 indbyggere i området, ligesom der vil være mange arbejdspladser i industri og detailhandel.
Industriparken blev oprindeligt dannet for 50 år siden. I starten af 60’erne var samfundets omstilling fra landbrug til industri i fuld gang, og omvæltningen gik så hurtigt, at der stort set ikke var flere ledige grunde til den voksende industri i København.
Men behovet for bebyggelige plads var kolossalt. Den daværende Herstedernes Kommune var med på ideen om at tilbyde en række landbrugsejendomme en pris for deres jord. Og så gik det slag i slag.
De oprindelige 3.000 m2 voksede til 240 hektar og i den kommende tid solgte grundene ganske enkelt sig selv – en overgang solgte man tre industrigrunde om dagen, og i midten af 1964 var området byggemodnet.
De nye grundejere begyndte at opføre deres bygninger og lagde dermed deres del af grunden til 60’ernes og 70’ernes kraftige industrielle vækst i Danmark.
Related Articles
Førende dansk producent af elementer får ny topchef
Elementproducenten Ambercon A/S i Støvring skifter ud på direktørposten, og d. 1. december 2024 tiltræder Jacob Wernberg som ny CEO. Han afløser Apichat Bonde. Af redaktionen Skiftet sker som et led i Ambercons ønske om at sætte yderligere fokus på udvikling og...
STARK opruster – vil favne hele branchen
En ny drive-in-hal og en større butik er nu klar i Hørsholm. Som led i en strategi om at nå bredere ud er sortimentet udvidet inden for en lang række materialegrupper. Især fliser, arbejdstøj samt vand og afløb bliver boostet. Af redaktionen STARK har i dag 84...
Flere ønsker bæredygtige bofællesskaber
Peter Lassen skal som ny direktør i Almenr Byggefællesskaber skabe bo-og byggefællesskaber, hvor de, der skal leve og bo i husene, er med til at bestemme. Der er tale om et voksende segment. Af redaktionen Ifølge Almenr Byggefællesskaber ønsker flere og flere...