september 10, 2024
Direktør for Asfaltindustrien, Jakob Svane, efterlyser mere effektivitet i det offentlige bureaukrati – for hans medlemmer vil gerne være mere grønne. Hvis de får lov. Men ofte kan det tage flere år at få en miljøgodkendelse som aktør på feltet.
Af Ebbe Fischer
”Virksomhederne er ikke bremseklodsen inden for CO2-reduktioner i asfaltbranchen – det er offentligt bureaukrati, der bremser det.”
Sådan lyder den klare besked fra Jakob Svane i et interview med Building News.
Virksomheder vil være grønnere
Jakob Svane har kun siddet i chefstolen hos Asfaltindustrien siden 1. maj, men han har allerede mødt masser af grøn vilje, fortæller han.
”Jeg er positivt overrasket over, hvor mange gode ting, asfaltbranchen har gang i på klimafronten. At producere et ton asfalt udleder kun ca. 40-50 kg CO2 – og det er lidt sammenlignet med andre produkter, så relativt set er asfalt ikke en specielt forurenende sektor, men vi vil gerne gøre noget, og vi kan gøre noget. Desværre får vi ikke altid lov til det,” siger han.
Rammer muren
Problemet er, at asfaltvirksomhederne løber ind i en mur af procedurer, der bremser den grønne omstilling.
”F.eks. vil mange gerne energioptimere og omstille deres asfaltværker, men det kræver ofte en årelang proces med tilladelser og godkendelser. Til den tid kan der være kommet endnu bedre løsninger, og så er investeringen i det grønne pludselig ikke længere nogen god investering. Så her løber vi panden mod en mur,” siger Jakob Svane og uddyber:
”Samfundet har med andre ord sat et system op i den bedste mening, der kræver godkendelser og tilladelser, men det gør desværre, at den grønne omstilling kommer til at køre meget langsommere, end den kunne have gjort.”
Miljøgodkendelser kan tage årevis
Der findes eksempler på kommuner, hvor miljøgodkendelser tager ’mange år’, ifølge Jakob Svane.
”Et konkret eksempel er Middelfart Kommune. Det tager 2.130 dage – altså over syv år. Det står sort på hvidt på kommunens hjemmeside,” siger han og tilføjer:
”Det er jo et symptom på, at det tager alt for lang tid at komme igennem.”
Hvad kan man efter din opfattelse gøre for at håndtere bureaukratiet bedre?
”Hvis lokalplanen siger, at man kun må bygge 20 meter i højden, hvad gør vi så, når man skal op i 21 meter for f.eks. at få et langt mere energioptimeret anlæg? I stedet for at sige nej eller kræve en helt ny lokalplan, kunne man måske give nogle dispensationer. Man kan også se på de mange regelsæt og se på, hvor det ikke giver mening med så mange godkendelser.
En tredje mulighed er at løfte opgaven væk fra kommunerne og op på et regionalt eller nationalt niveau, så man samler sagsbehandlingen hos nogle specialister. Det hele behøver jo ikke være på kommuneplan, og det kan være svært at sætte sig ind i alle regler for en medarbejder i en mindre kommune,” siger Jakob Svane og fastslår:
“Det er i hvert fald noget, vi er nødt til at åbent at diskutere. For i øjeblikket er det offentlige bureaukrati en bremseklods for den grønne omstilling.”
Related Articles
Vejdirektoratet tildeler MT Højgaard ordre til over en halv mia. kr.
Fra 2025-2027 skal MT Højgaard udvide seks kilometer E45-motorvej fra fire til seks spor nær Hedensted. Der er tale om en entreprise til 568 mio. kr. Af redaktionen/ef Fra marts 2025 og cirka to år frem skal entreprenøren udvide seks kilometer motorvej, og anlægge...
Byggefirma med fokus på biobaserede materialer mærker stor vækst
Tømrermester Anders Mainz har været firstmover ift. brug af biobaserede materialer, og mens han for få år siden havde svært at fylde ordrebogen, vælter kunderne nu ind. Building News har talt med ham om at komme i gang med biobaserede materialer og holde grønt fokus....
Sådan arbejder tømrermester på at gøre sig undværlig
Alexander Tardini ønsker ikke at trække sig, for han elsker sit job. Men firmaet med de 17 ansatte skal kunne køre videre uden ham, hvis det bliver nødvendigt. Her er, hvad en mester skal tage højde for, hvis han skal kunne undværes. Af Ebbe Fischer ”Et mål for mig er...