Profilbillede på Facebook skubbede gang i tømrerforretning

september 10, 2024

Kirsten Østergaard Poulsen har før haft succes med at forudse en markedsudvikling. Privatfoto

Tømrermester Palle Dupont. Privatfoto

61-årige Palle Dupont har været selvstændig siden 2015. Han tøvede, fordi hans far blev hårdt ramt af sygdom. Men i dag er det eneste, der ærgrer ham, at han ikke gik selvstændig før. Det gælder om at have overblik for at undgå stress, fortæller han.

Af Dansk Håndværk i samarbejde med Building News

”Alle sagde til mig; hvorfor er du ikke selvstændig. Men jeg havde min far i tankerne. Hold kæft, hvor har han arbejdet meget. Mange timer. Mange problemer. Mange bekymringer. Men så tænkte jeg – nu er det altså andre tider. Og min far havde måske ikke det dér overblik, som jeg har fået hen ad vejen. Så jeg tænkte alligevel: Jeg skal videre – nu bliver jeg selvstændig.”

Sådan siger tømrermester Palle Dupont til Dansk Håndværk.

Et profilbillede på Facebook gav opgaver

I begyndelsen havde han ikke en eneste kunde, men efter et stykke tid kontaktede han en bekendt, der var grafiker – og bad ham lave et logo til  kassevognen.

”Så tog jeg et billede, hvor jeg stod foran min første kassevogn. Det satte jeg på som profilbillede på Facebook.”

Der gik ikke lang tid før en bekendt, der var elektriker, tog kontakt til Palle:

”Palle, du er blevet selvstændig – kan du ikke lige komme ud og sætte en port op i min virksomhed?”

Og mens Palle arbejdede på porten, kom elektrikerens ven forbi. Han ejede fabrikken overfor og havde et hegn og nogle andre opgaver.

Så gik der 14 dage med det, og så fik atter andre øje på Palle. Siden har han ikke haft en dag, hvor der ikke var noget at lave, fortæller han.

 

Barsk besked ændrede alt

Vi skruer tiden tilbage til starten af 70’erne. Faren og farfaren byggede huse, indtil krisen ramte. Alt gik i stå, og de måtte lukke og slukke. Faren byggede herefter en virksomhed op, hvor han tog ud på skoler og servicerede maskiner i sløjdlokaler.

”Men da jeg gik i 9. klasse, blev han syg, og han var kun 41 år,” siger Palle.

Den barske besked var, at faren havde tre måneder at leve i.

Den 16-årige Palle droppede sine planer om at tage 10. klasse og at blive flymekaniker. Han blev i stedet medhjælp i farens firma, indtil faren døde et år senere. Inden sin død havde han skaffet Palle en læreplads hos den mester, hvor storebroren også var udlært tømrer.

Det var i en tid, hvor det var svært at få lærepladser og arbejde.

“Så det var vigtigt for min far at vide, at jeg kunne komme i gang med noget,” siger Palle.

 

Nyskabelse: Funktionærsvende

Som udlært tømrer i 1984 tilbød mester ham fast arbejde, og Palle byggede typehuse i 3-4 år.

Herefter fulgte flere lange ansættelser. Et af de ansættelsessteder, som Palle fremhæver, er Jakon i Ballerup.

“Dér var jeg heldig. Håkon Pettersen (Jakons stifter og bestyrelsesformand) var fremsynet. Han gik ud af 7. klasse oppe i Norge og skabte Danmarks største tømrer- og snedkervirksomhed. Han ville have funktionærsvende. Det var noget nyt. Så kom vi på kursus i personlig udvikling, og der kom selvstyrende funktionærsvende. Det var godt at være 5-6 funktionærsvende på en byggeplads. Vi satte normerne og viste, at man godt må gøre sig umage,” fortæller Palle.

 

Lærte at sætte ting i system

Hos Jakon fik Palle en computer og lærte at sætte tingene i system og at splitte opgaver op i processer.

Samt at dokumentere og evaluere, udpensle tilbud og prissætte. Han fandt ud af, at han havde flair for det administrative. Skrivebordsarbejdet fyldte mere og mere – og til sidst for meget. Palle fik rigtig ondt i ryggen.

”Jeg gik på arbejde alt for lang tid med de smerter. Men når du er byggeleder og formand, skal du bare være der.”

Palle endte med at sige sit job op for at få styr på ryggen. Det var diskusprolapser, og der skulle to store rygoperationer og en ordentlig omgang genoptræning til, før han var klar igen.

Stille og roligt kom han på benene og tog kontakt til en tidligere bekendt, som havde en virksomhed, hvor han kunne gå til hånde administrativt og som håndværker.

Palle styrede projekterne, prissatte og hyrede håndværkere. Det gik godt. Så godt, at han i 2015 som 53-årige besluttede af få foden under eget bord.

Det har han endnu.

 

Palles råd ved opstart

  1. Hvis du laver et godt stykke arbejde og har et godt ry, så skal du nok få kunder. Det nytter ikke at sætte det i lokalavisen, at nu er jeg nystartet og kan det hele. Det reagerer folk ikke på. Det er mund-til-mund: ”Kender du en god tømrer?”
  2. Lav fornuftige tilbud, som kunderne kan gennemskue.
  3. Hvis det viser sig, at din timeløn ikke blev så god, så lad være med at få dårlige nerver over det. Arbejd en eller to timer længere til en start. Du lærer det lynhurtigt.
  4. Hvis jeg ved, at der kan komme meget af noget arbejde, så udregner jeg ikke en høj pris, fordi jeg kan se, at det er opgaver, der skal læres, og at jeg vil kunne blive mere effektiv til det med tiden.
  5. Gør dig umage. Opgaven skal udføres til perfektion, selvom du har givet et for lavt bud. Det bliver man simpelt hen nødt til. Jeg kan jo ikke lave et skideflot køkken og så begynde at sjuske, fordi der kun var penge til det. Arbejd lidt længere. Du lærer det.
  6. Sørg for at økonomien kan klare, at du ikke har så mange kunder det første års tid. Du skal regne med, at du det første år ikke tjener mere end en svend – måske lidt mindre end nogle på de gode akkorder, for du har en masse udgifter til bil, arbejdsskadeforsikring, værktøj osv.
  7. Køb værktøjet ind efterhånden. Byg det op stille og roligt.
  8. Hold hvad du lover og vær realistisk. Jeg er god til at sige nej eller om 3-4 måneder. Heldigvis er der flere, der siger: “Fint, så venter vi.”
  9. Man må ikke være nærig med sin tid, for man går glip af så meget, herunder kunder. Brug tid, skab åbninger, smil og vær’ glad, når du løser opgaven, også selv om du gerne vil videre til næste opgave.

 

Related Articles

Sådan håndterer Blue Capital investorer og ejendomsmarked

Sådan håndterer Blue Capital investorer og ejendomsmarked

KONCEPT: De opretter et nyt selskab, som man kan købe ti procent af. Dernæst sørger Blue Capital for at drifte den købte ejendom, fortæller chefen for virksomhedens investeringsstrategi. Han forklarer desuden, hvordan de største aktører presser priserne op.   Af...

Kuben-direktør: Markedet vender ultimo 2025

Kuben-direktør: Markedet vender ultimo 2025

Som mange andre i værdikæden har Kuben Management siden årsskiftet 2021-22 oplevet stigende renter, og ejendomsinvestorerne har ikke været så aktive som tidligere. Men det lysner nu, og direktøren løfter her sløret for udviklerens nye strategi. Af Ebbe Fischer ”Vi har...

Fra tømrer til bygningskonstruktør – og tilbage igen

Fra tømrer til bygningskonstruktør – og tilbage igen

PROFIL: Daniel Christensen er 44 år og har været mester de seneste syv år. Inden da var han 10 år på tegnestuer, men han ville ud og bruge værktøjet igen, og det er bare svært at kombinere tømrerarbejdet med projektansættelser på tegnestuer, fortæller han.   Af...