oktober 2, 2024
Samfundet kan spare milliardbeløb på mindsket materialespild på byggepladserne med fælles digitale løsninger og øget samarbejde, ifølge en analyse fra Realdania By & Byg. Samtidig er det muligt at høste store CO2-gevinster, viser forsøgsbyggeri. Værktøjerne findes allerede, og de er lette at bruge, påpeger projektchef fra Realdania By & Byg.
Af redaktionen
Hvert år koster fejl, ventetid og især materialespild på landets byggepladser et tocifret milliardbeløb. Det er kortlagt i flere undersøgelser og rapporter, bl.a. fra Aalborg Universitet. Men der er potentiale for at fjerne en stor del af spildet – op mod 5 mia. kr. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Realdania.
Forsøgsbyggeri i Fredericia
Ifølge pressemeddelelsen dokumenteres dette i forsøgsbyggeriet MiniCO2 Etagebyggeri DIGITAL, som Realdania By & Byg har gennemført i den nye bydel Kanalbyen i Fredericia.
Forsøgsbyggeriet har hovedvægt på at styrke samarbejdet mellem de involverede parter i byggefasen og på øget brug af digitale værktøjer. Boligejendommen til 12 mio. kr. stod klar i december, fortæller Peter Fangel Poulsen, civilingeniør og projektchef i Realdania By & Byg.
Han uddyber:
”Fejl, mangler og stort spild er desværre blevet almindeligt på mange byggepladser. BUILD-instituttet under Aalborg Universitet har opgjort materialespildet til 10-12 % og endda helt op til 30 % ved nogle byggerier. Det koster byggebranchen, bygherrerne og hele samfundet et betragteligt milliardbeløb og oveni en unødig stor CO2-udledning. Derfor har vi i Realdania By & Byg sat fokus på, hvordan spildet kan mindskes og gøre arbejdet på byggepladserne mere effektivt og klimavenligt.”
Byggepris under budget
Byggeriet blev udbudt på almindelige, kommercielle vilkår, og bygningen stod færdig efter 10 måneder eller cirka to måneder hurtigere end forventet.
“Prisen lå 8 % under budget, og der var blot lidt over 1% i uforudsete omkostninger. Materialespildet blev målt og beregnet til 4,7 % eller under det halve af det normale niveau på 10-12 %. Samtidig har CO2-belastningen fra spildet været tilsvarende lavere end ved lignende traditionelt byggeri,” forklarer Peter Fangel Poulsen.
I hans optik kan byggebranchen begrænse materialespildet betragteligt ved at skele til de indhøstede erfaringer.
”Vi kan ikke fjerne alt spildet, men vi kan mindske det. I 2023 omsatte byggesektoren i Danmark for mere end 300 mia. kr., og heraf udgjorde de rene materialeomkostninger over 50 mia. kr. Ud over materialespildet på 10-12 % er der spild af arbejdstid med at bygge om og med genarbejde, så det samlede spild er omkring 10 mia. kr. om året. Hvis byggesektoren kan halvere spildet til 5-6 % – altså lidt mindre effektivt end i vores forsøgsbyggeri – så er gevinsten op imod 5 mia. kr.,” siger Peter Fangel Poulsen.
Han tilføjer, at bygherren skal investere mere i den indledende fase af byggeriet til planlægning og koordinering. Men dén merudgift kan særligt i større byggerier hentes hjem i form af mindre materialespild, mindre spildtid og færre forsinkelser i det samlede byggeforløb.
Førende ekspert bakker op
En af landets førende eksperter i fejl og spild i byggeriet tilslutter sig i hovedtræk regnestykket.
”Det virker meget plausibelt, at op imod halvdelen af spildet i byggesektoren kan fjernes. Branchen har nærmest accepteret et stort spild. Derfor kan erfaringerne fra forsøgsbyggeriet være en gylden mulighed til at indføre en anden praksis, som kan give betragtelige materialebesparelser og samtidig mindske CO2-forbruget, ” siger Kim Haugbølle, ph.d. og seniorforsker på BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet.
Kim Haugbølle er forfatter til flere rapporter om at styre byggerier, og han har været ekstern rådgiver ved MiniCO2 Etagehus DIGITAL-projektet. Han hæfter sig særligt ved to forhold:
”Dels drøftede parterne på forhånd, hvilken software de skulle bruge. Det skabte en god it-struktur, og derfor undgik de involverede virksomheder at skulle bruge ”lappeløsninger”. Det kan lyde enkelt, men er ofte en udfordring ved byggeprojekter. Dels forpligtede parterne hinanden til løbende at registrere data på et mere detaljeret niveau end sædvanligt, herunder materialespild og timeforbrug. Det har sikret et mere præcist billede af det samlede forbrug undervejs i byggeprocessen,” pointerer Kim Haugbølle.
Sådan blev gevinsterne høstet
MiniCO2 Etagehus DIGITAL-byggeriet blev afsluttet før tid, under budget og med mindre spild end ved normalt nybyggeri. Her er nogle af årsagerne.
- Detaljeret projektplan med færdig digital model for byggeriet klar inden byggestart.
- Detaljeret procesplan klar inden byggestart: Hvem gør hvad – og hvornår?
- Overblik over alt materialeforbrug ved byggestart – sikrer mere effektive indkøb og mindre materialespild.
- Medfører ganske få ændringer undervejs, fordi design og detaljeret projektplan var klar ved byggestart – giver mindre spild af materialer og arbejdstid.
- Vægt på samarbejde mellem involverede partner i projektmodellen med fælles projektudvikling mellem entreprenør, bygherre og rådgivere fra starten.
- Fælles projektweb med udbredte brancheløsninger (fx Autodesk, Dalux eller Microsoft) – alle involverede havde adgang til data, specifikationer og tegninger, inklusive justeringer/opdateringer.
Kilde: Realdania
Related Articles
Pulje til solceller på tage og motorveje er halveret
En pulje penge afsat i 2022 til at firdoble Danmarks produktion af sol- og vindenergi er blevet halveret, skriver JP m.fl. I stedet blev regeringen og en række partier enige om at bruge en del af de sparede penge på en ny, stor aftale om statslige energiparker....
Tendens: Sund & Bælt opgraderer på biodiversitet – ny ø til sårbare fugle
Med en helt ny ø og en række faunapassager vil Sund & Bælt skabe endnu bedre betingelser for biodiversiteten på Sprogø. Dermed lægger man sig på linje med en grøn trend i byggeriet. Af redaktionen Det er ikke længere nok at gå efter at være CO2-neutral,...
Davidsen Tømmerhandel går ind i kampen for bedre affaldssortering på byggepladsen
100 tons plastikaffald. Så meget emballagefolie vil Davidsen Tømmerhandel indsamle i resten af 2024 med en ny take-back løsning. Løsningen skal sikre, at brugt emballage bliver indsamlet tættest på kilden - og genanvendt til nye byggematerialer og emballager. ...