december 4, 2024
Borgmestre fra Hvidovre, København, Dragør og Tårnby var d. 3. december til foretræde for Transportudvalget. Her havde de en markant besked med: De vil have et opgør med kystbeskyttelsesloven.
Af redaktionen/ef
De fire borgmestre ønsker en ’solidarisk finansiering’ af stormflodssikringen i København, hvilket i dag ikke er mulig, fordi Kystbeskyttelsesloven siger, at det alene er dem i første række til vandet, der skal betale.
Men det er hele Danmarks hovedstad, og mange flere skal derfor også bidrage, lyder argumentet.
I praksis vil det ellers betyde, at få skal betale for, at hele Danmarks hovedstad beskyttes mod stormfloder.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Hvidovre Kommune.
Anlægstid på årtier
De seneste rapporter om stormfloder i hovedstadsområdet viser, at vi er nødt til at forholde os aktivt til, at store offentlige værdier kan blive ramt – og flere hundredetusinde borgere kan komme til at leve uden varme og anden forsyning, ifølge pressemeddelelsen.
Der er tale om et hidtil uset skadesomfang, som berører alle i hovedstadsområdet. Og det kræver sikring af 60 km kyststrækning, inkl. to store stormflodsporte, og en anlægstid på 30 – 40 år kræver både planlægning og økonomi.
Som det er i dag, udbedres skader fra stormfloder gennem den solidarisk finansierede naturskadeafgift på 40 kr. om året for alle med en indbo-, hus- eller fritidshusforsikring. De fire borgmestre ønsker, at forebyggelsen på samme vis kan finansieres solidarisk.
På den måde ønsker de fire borgmestre, at i første omgang alle hovedstadsområdets borgere skal bidrage til stormflodssikringen, da alle nyder godt af at hovedstadsområdets infrastruktur, arbejdspladser og institutioner fungerer.
Værdi for alle danskere
Anders Wolf Andresen er borgmester i Hvidovre Kommune. Han udtaler:
”Vores hovedstad rummer også historiske bygninger og kulturelle monumenter, som har værdi for os alle som danskere. Så når vandet stiger, står vi med en kæmpe opgave, der kræver, at vi løfter i flok. Det giver ikke mening, at det kun er dem, der bor tættest på vandet, der skal betale for at sikre hele Danmarks hovedstad. Vi bliver nødt til at finde en fælles løsning, så vi kan beskytte både mennesker, boliger, vital infrastruktur, arbejdspladser og de kulturelle værdier, der er vigtige for os alle.”
Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i København, siger:
”En ekstrem stormflod kan betyde, at hovedstaden bliver lagt ned af vand. Vi har både mennesker, kulturelle værdier og en vigtig infrastruktur, som vi ønsker at beskytte mod de tunge vandmasser. Jeg håber, at Christiansborg vil være med til, at hovedstadsområdet bliver et pilotprojekt for, hvordan vi i fællesskab skal sikre Danmark mod stormfloder. Det er ikke små anlæg, der er tale om.”
Related Articles
Aarhus er truet af oversvømmelser: Her er planen, der skal gøre byen mere robust
Teknik og Miljø i Aarhus er klar med en klimatilpasningsplan, der skal begrænse risikoen for oversvømmelser, som Kystdirektoratet netop har vurderet, at der er stor risiko for i Jyllands hovedstad. Planen lægger op til en fælles indsats med aarhusianerne for at gøre...
Rapport peger på påtrængende klimabyggerier i Storkøbenhavn – dyre diger på vej
Sund & Bælt har udgivet en rapport, der peger på, at porte ved Kalveboderne og højere diger på Avedøre Holme er en mulig løsning som værn mod fremtidige oversvømmelser. Nu skal der laves flere analyser og findes en model for finansiering. Af redaktionen...
Sponseret: Viden om oversvømmelsesprojekter
Et større projekt vedrørende oversvømmelsesbeskyttelse fra havet med alle dets facetter kan være vanskeligt at overskue, når man ikke har erfaring på området.Står I som grundejerforening eller kommune med et projekt, der omhandler oversvømmelsesbeskyttelse af et...