december 4, 2024
Ansatte i virksomheder skal fra 1. januar 2025 kunne fremvise gyldigt ID, når Arbejdstilsynet kommer på besøg. Det er en følge af, at et flertal i Folketinget i sidste uge vedtog to lovforslag, der skal styrke kampen mod social dumping.
Af redaktionen/ef
”I en årrække har vi diskuteret indførelse af et særligt ID-kort til de ansatte på landets byggepladser. Nu har politikerne valgt en mere overordnet løsning, som forhåbentlig vil sætte en stopper for de virksomheder, der udnytter udenlandske medarbejdere som billig arbejdskraft.”
Sådan siger direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, i en pressemeddelelse.
Krav om legitimation
Det første lovforslag betyder, at ansatte fra den 1. januar skal vise gyldig legitimation for at bevise, at de opholder sig lovligt i Danmark, hvis Arbejdstilsynet eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration beder om det på tilsyn.
Politikerne begrunder det med, at illegale arbejdere på den måde ikke vil kunne undskylde sig med, at de hverken kan huske deres eget navn eller hvem de arbejder for.
Gyldig legitimation kan eksempelvis være pas, kørekort eller sundhedskort (sygesikringskort). For udenlandske medarbejdere kan visum, ID-kort eller opholdskort også udgøre gyldig legitimation, forudsat at de er udstedt af en offentlig myndighed, og at Arbejdstilsynet eller SIRI vurderer dokumenterne egnede som legitimation.
Nye regler for indkvartering
Det andet lovkrav betyder, at der fra 1. juli næste år skal være krav til blandt andet opvarmning, indeklima og rent drikkevand, når arbejdsgivere stiller boliger til rådighed for deres ansatte. Der må maksimalt bo to personer per beboelsesrum, ligesom myndighederne får bedre mulighed for at føre kontrol med boliger udlejet af arbejdsgivere til deres ansatte.
”Til sammen kan de to lovstramninger være med til at gøre konkurrencen med lovlydige, danske håndværksvirksomheder mere rimelig,” siger Morten Frihagen og uddyber:
”I de seneste år har vi alt for ofte set, hvordan udenlandsk arbejdskraft er blevet udnyttet på en række store byggeprojekter. Det har skadet byggeriets omdømme i befolkningen. Et af Dansk Håndværks mål er at være garant for de virksomheder, der vil have ordnede forhold, og som ønsker at være en del af et fællesskab, der er drevet af et ønske om ordentlighed og faglighed. Det vil de nye regler forhåbentligt være medvirkende til.”
Kilde: Dansk Håndværk
Related Articles
”Frygt for social dumping udelukker firmaer fra byggeopgaver”
Det stigende fokus på social dumping får nu både hovedentreprenører og udbydere af større byggeopgaver til at vælge deres underentreprenører med større forsigtighed, ifølge en central aktør. Det kan nemlig koste dyrt på troværdigheden, hvis der afsløres snyd med løn...
Dansk Håndværk: Det er for let for tyvene – her er fem tips
Tyveri af værktøj er en branche i hastig vækst, og især boomer det sorte marked med værktøj stjålet ved indbrud i varevogne. Det vil flere organisationer nu gøre op med. Af redaktionen Tyveri af værktøj er et kæmpeproblem. Sådan lyder det fra arbejdsgiverforeningen...
Værktøjsproducent kommer med opråb efter eksplosion i hælerisager
Kriminelles videresalg af hælervarer er i voldsom fremgang. Især stjålet værktøj fra eksempelvis indbrud i varevogne boomer på det sorte marked. Derfor kommer værktøjsproducent nu med opfordring til deres kunder: Registrer jeres værktøj. Af redaktionen Festool...