april 9, 2024
Trods fremgang i byggeriet bliver byggebranchen stadig løbende ramt af konkurser, som har store konsekvenser for diverse byggeprojekter, bygherrer, underentreprenører og underrådgivere mv. Advokat Anders Nørgaard Sørensen fra Molt Wengel har skrevet en artikel, der guider dig sikkert igennem den første tid efter, at entreprenøren for dit byggeprojekt er gået konkurs. Læs uddrag her – eller følg link til hele artiklen nederst på siden.
En bygherre kan som udgangspunkt ikke ophæve entrepriseaftalen alene på grund af entreprenørens konkurs. Bygherren skal derfor rette henvendelse til kurator med anmodning om konkursboets stillingtagen til, hvorvidt boet ønsker at indtræde i aftalen eller ej. Indtræder konkursboet i entrepriseaftalen, har begge parter pligt til at opfylde aftalen. Indtræder konkursboet ikke, kan bygherre ophæve aftalen og sørge for stadeopgørelse samt anmelde et eventuelt krav i konkursboet. Det er vigtigt, at man som bygherre håndterer den proces korrekt, da bygherren ellers risikerer at blive påført unødig økonomiske tab og/eller forsinkelse af byggeriet.
Bygherrens økonomiske tab
Entreprenørens sikkerhedsstillelse tjener til opfyldelse af ”alle krav, som bygherren har i anledning af aftaleforholdet”, og garantien dækker også krav, opstået som følge af entreprenørens konkurs. Bygherren har pligt til at begrænse sit økonomiske tab mest muligt, hvorfor bygherren, straks efter konkursen er indtrådt, bør sikre byggepladsen. Materialer leveret på byggepladsen med henblik på indføjelse i byggeriet tilhører bygherren og indgår dermed ikke i konkursboet.
Fire gode og forebyggende råd
Her følger fire gode råd til, hvordan bygherre kan forberede sig på entreprenørkonkurser og optimere sine muligheder for at begrænse tidsmæssige og økonomiske tab:
- Vær ekstra opmærksom på, at betalinger af a conto-fakturaer svarer til værdien af det faktisk udførte arbejde
- Få sikret ejendomsretten over betalte, men ikke-leverede materialer
- Vær god til at bruge og ajourføre ændringsloggen
- Indgå forudgående aftaler med entreprenørgarantistiller om, at entreprenørgarantien ikke nedskrives til 10 % af entreprisesummen i forbindelse med, at bygherre gennemfører stadeforretning.
De fire gode og forebyggende råd uddybes i selve artiklen, som desuden inddrager vigtig retspraksis med indflydelse på forberedelse og håndtering af entreprenørens konkurs. Læs artiklen i fuld længde på Molt Wengels hjemmeside: Entreprenørens konkurs | Den praktiske håndtering | Molt Wengel (mowe.dk)
Du er også velkommen til at kontakte advokat Anders Nørgaard Sørensen direkte for en uforpligtende samtale. Send mail til ans@mowe.dk eller ring på tlf. 60 43 14 08.