maj 24, 2024
STRATEGISKIFT: Afmatningen i økonomien gjorde det nødvendigt for Svane Byg at gå fra at have mindre private kunder til nu at have fire store solide kunder som rygrad. Ejeren fortæller her, hvordan han gjorde – og hvordan han nu håndterer ESG-kravene fra de store virksomheder.
Af Ebbe Fischer
Fire skarpe til tømrermester Peter Svane Ravn, som ejer Svane Byg med fem ansatte, heraf to lærlinge.
Pga. afmatningen har I foretaget et strategisk skifte – fra mindre til større aktører. Har det virket?
”Ja, vi har omlagt strategien fra nytår 2024, og der er kommet flere erhvervskunder ind. Til dato har jeg fået fire store kunder: Ravn A/S – en værktøjs- og maskinfabrik i Kolding. Smurfit Kappa Danmark A/S, som laver emballage. Tjellesen Max Janne A/S – en medicinalgrossist i Vejle. Og endelig metalproducenten TripleCut A/S.”
Hvordan foretager man lige sådan et skifte?
”Det er lidt hårdt, og man skal ud og sparke døren ind. Jeg har f.eks. fået lavet nogle større visitkort, og på bagsiden står der lidt mere info om os. Det tror jeg har virket, fordi det er lidt anderledes.
Desuden har jeg brugt LinkedIn til at udvide mit netværk, og jeg er lykkedes med at komme lidt ind ad bagvejen. Hvis jeg kender en person i en virksomhed, sender jeg en mail til en beslutningstager med reference til min bekendte, og så får jeg normalt et svar tilbage.”
Hvordan sikrer man voksende ESG-krav, når man samarbejder med større virksomheder?
”ESG er stadig lidt noget nyt for mig, men vi arbejder meget med det. Vi har så også fundet ud af, at vi faktisk allerede arbejdede en del med det, fordi vi har haft et grønt fokus.
Vi søger nu bl.a. at udvikle medarbejderne og genanvende byggematerialer.
Det er mange ting, man skal arbejde med, men vi er ikke så dybt inde i det endnu, så vi fokuserer især på de ESG-områder, man ikke kan komme udenom. Når vi vil have fat i de lidt større aktører, er der jo nogle ting, man skal leve op til.
Vi er dog ikke blevet spurgt til ESG endnu af vores kunder, men de antager, at vi har styr på det. Og hvis jeg skal aflevere rapport for det, jeg har udført, kan man jo f.eks. få tal på produkterne fra Bygma. Det skal vi nok klare.”
Hvilke faldgruber / muligheder ser I ved ESG-kravene?
”Man kan jo lige så godt gøre det til et konkurrenceparameter, og vi ser det som en mulighed. Samtidig er man nødt til at se i øjnene, at der er rigtig meget arbejde i det – men jo før du har helt styr på det, jo bedre.
Vi har været inde og se nøje på, hvad vi egentlig gør i forvejen. Som mindre aktør er det ret nemt at informere mine ansatte om, hvad der foregår, så de er lidt med. Vi har månedlige personalemøder om, hvad der er inde og ude af tilbud og generel trivsel i firmaet. Vi fokuserer bl.a. på at holde den grønne linje, så de varer vi sælger er gode for klimaet, og vi prioriterer et godt arbejdsmiljø, hvor vi laver forskellige sociale arrangementer med de ansatte.”
Læs mere om, hvordan Svane Byg håndterer byggestyring:
Related Articles
Nu bliver der ryddet op i bureaukrati-jungle
Arbejdsgivere hilser sanering af Arbejdstilsynets vejledninger velkommen. Det er især godt nyt for markedets mange mindre aktører. Af redaktione/ef I forbindelse med finanslovens forslag om at reducere antallet af offentlig ansatte planlægges der - som en del...
”Frygt for social dumping udelukker firmaer fra byggeopgaver”
Det stigende fokus på social dumping får nu både hovedentreprenører og udbydere af større byggeopgaver til at vælge deres underentreprenører med større forsigtighed, ifølge en central aktør. Det kan nemlig koste dyrt på troværdigheden, hvis der afsløres snyd med løn...
Dansk Håndværk: Det er for let for tyvene – her er fem tips
Tyveri af værktøj er en branche i hastig vækst, og især boomer det sorte marked med værktøj stjålet ved indbrud i varevogne. Det vil flere organisationer nu gøre op med. Af redaktionen Tyveri af værktøj er et kæmpeproblem. Sådan lyder det fra arbejdsgiverforeningen...