Flere ønsker bæredygtige bofællesskaber

oktober 11, 2024

Kirsten Østergaard Poulsen har før haft succes med at forudse en markedsudvikling. Privatfoto

Ny direktør for Almenr Byggefællesskaber, Peter Lassen. Pressefoto

Peter Lassen skal som ny direktør i Almenr Byggefællesskaber skabe bo-og byggefællesskaber, hvor de, der skal leve og bo i husene, er med til at bestemme. Der er tale om et voksende segment.

 

Af redaktionen

Ifølge Almenr Byggefællesskaber ønsker flere og flere mennesker at bo på nye måder, hvor de har et livsbekræftende nabofællesskab og deles om ressourcer og kvadratmeter.

Derfor styrker man nu den daglige ledelse, ifølge en pressemeddelelse.

 

Ud af den velkendte trædemølle

Almenr Byggefællesskaber specialiserer sig i at skabe bofællesskaber for folk af samme støbning og med fokus på klimamæssig og social bæredygtighed, mens Peter Lassen er en kendt profil i ejendomsbranchen med mere end tre årtiers erfaring. Han har bl.a. været en del af direktionen i Colliers.

Peter Lassen udtaler i forbindelse med sin ansættelse:

”Vi er på mange måder i en tid, der kræver nytænkning og fællesskab. Mange mennesker ønsker et liv, som ikke bare handler om at (over)leve i den velkendte trædemølle. Et liv, hvor det nære nabofællesskab er lige ved hånden og samtidig med adgang til mere, fordi vi deler. Jeg synes, det er dybt meningsfuldt at være med til at forme rammerne for sociale og klimamæssige bæredygtige liv, og jeg glæder mig over at sætte visionen om fællesskaber endnu mere på verdenskortet.”

 

Vil samarbejde mere med branchen

Den afgående direktør, Per Feldthaus, er stadig partner i Almenr. Han fortsætter med hovedansvar for projektudvikling og byggeri og uddyber her ansættelsen af Peter Lassen:

“Vi inviterer ejendomsbranchen ind til øget samarbejde og sætter turbo på at skabe mange flere nye fællesskaber. Vi har skabt en unik model for borgerdreven ejendomsudvikling, hvor de kommende beboere indgår i et byggefællesskab, og fra dag ét er med ved beslutningsbordet sammen med bygherre, arkitekter, entreprenører og andre samarbejdspartnere,” siger han ifølge pressemeddelelsen.

 

FAKTA: Almenr Byggefællesskaber har pt. gang i følgende projekter

– Bofællesskabet Sjællandsk Muld er ved at være færdigt.

– Fritidslandsbyen Gammalstorp er med sine 90 andelshavere allerede i brug, men bliver gradvist udvidet over de kommende år.

– Man lancerer den næste andelsdrevne fritidslandsby Tang & Lyng ved Sejerøbugten.

– Desuden er man er i gang med at kalde beboere ind til bofællesskabet Blåholmen i Vejle og lejefællesskaberne Osby og Vilev ved Viby Sjælland.

Kilde: Almenr Byggefællesskaber

 

Related Articles

TENDENS: Industriområde under transformation i Vejle

TENDENS: Industriområde under transformation i Vejle

Ved Flegmade i Vejle er 138 nye lejeboliger nu klar til indflytning i et område, der tidligere mest husede engrosbutikker. Nordstern står bag projektet, og de forventer mange flere af den slags projekter i fremtiden. Af redaktionen Boligerne er en del af Vejle...

AI i byggeriet: Kom i gang nu, det bliver snart en nødvendighed

AI i byggeriet: Kom i gang nu, det bliver snart en nødvendighed

Begynd at bruge AI. Det er både nemt og givende - og snart vil det blive et must for alle virksomheder og ansatte i byggebranchen, ifølge en specialist. I denne klumme får du konkrete råd til at komme i gang. Magnus Therkildsen er softwareingeniør, AI-specialist og...