november 6, 2024
Kriminelles videresalg af hælervarer er i voldsom fremgang. Især stjålet værktøj fra eksempelvis indbrud i varevogne boomer på det sorte marked. Derfor kommer værktøjsproducent nu med opfordring til deres kunder: Registrer jeres værktøj.
Af redaktionen
Festool har netop udvidet deres registreringsperiode fra 30 til 100 dage i håb om, at flere håndværkere bruger de to minutter, det tager at registrere deres værktøj gennem de unikke serienumre. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Tyveri fra varebiler stiger nemlig. Det viser data fra Politiets Statistikbank. Antallet af anmeldte hæleriforbrydelser er ligeledes i vækst. På ti år er tallet ifølge Danmarks Statistik steget med knapt 90 procent, hvilket får Festool til at reagere.
Advarsel fra producent
Rikke Geert er PR-ansvarlig hos Festool Danmark. Hun advarer kraftigt om udviklingen.
”Utrolig mange håndværkere får stjålet deres værktøj hvert år, og elværktøj har en høj videresalgskurs. Derfor er det os magtpåliggende, at håndværkerne i højere grad gør, hvad de kan for at forebygge og sikre sig. Det handler både om at undgå tyveri, hjælpe politiet og om at sikre sig selv økonomisk,” siger hun.
Opfordrer til registrering
Ifølge den seneste opgørelse fra Det kriminalpræventive Råd køber omkring 250.000 danskere hvert år hælervarer. 80 procent af stjålne genstande bliver videresolgt i Danmark, mens det kun er hver femte hælervare, der transporteres til andre lande. Det betyder, at en stor del af hælervarerne faktisk kan komme retur til ejerne.
Rikke Geert uddyber:
“Derfor er det vigtigt, at håndværkerne mærker og registrerer deres nyindkøbte værktøj. Dels kan politiet levere genfundet stjålet værktøj retur. Dels har Festool valgt at give tre års garanti på registreret værktøj, så man får en ny maskine ved tyveri.”
Ny mærkning på markedet
Udover Festools egen registrering opfordrer værktøjsproducenten sine kunder til at tage yderligere skridt for at forebygge tyveri. En af de nyere metoder, der er kommet på markedet, er Unisecure Nordics DNA-mærkning, hvor man påfører usynlig SelectaDNA-væske på værktøjet. Metoden giver politiet mulighed for at aflæse det med UV-lys og herefter slå op i en database. Bliver man som håndværker udsat for tyveri af værktøj, kan politiet identificere og spore værktøjets ejer.
”Når vi kigger på, hvordan man bedst forebygger tyveri, så handler det om at sikre sig bedst muligt. Men vi bliver også nødt til at sikre, at det bliver farligere for tyvene. Hvis en tyv ved, at værktøjet er mærket og registreret, så er det langt farligere at stjæle og forsøge at videresælge,” siger Henrik Olsen, CEO og partner i Unisecure.
Han uddyber: ”En essentiel detalje er, at når vi finder en container fyldt med værktøj, så kan vi sammen med politiet kun tage det, som beviseligt er stjålet. Det betyder, at når vi kontakter Festool, og det pågældende værktøj ikke er registreret, så må vi efterlade værktøjet, hvor det er fundet, selvom vi ved, det formentlig er stjålet. Det kommer vi ud for med omkring 80 procent af alt det værktøj, vi sporer os frem til.”
Bulding News har talt med direktøren i SikkerhedsBranchen om problemet:
Related Articles
Nu bliver der ryddet op i bureaukrati-jungle
Arbejdsgivere hilser sanering af Arbejdstilsynets vejledninger velkommen. Det er især godt nyt for markedets mange mindre aktører. Af redaktione/ef I forbindelse med finanslovens forslag om at reducere antallet af offentlig ansatte planlægges der - som en del...
”Frygt for social dumping udelukker firmaer fra byggeopgaver”
Det stigende fokus på social dumping får nu både hovedentreprenører og udbydere af større byggeopgaver til at vælge deres underentreprenører med større forsigtighed, ifølge en central aktør. Det kan nemlig koste dyrt på troværdigheden, hvis der afsløres snyd med løn...
Dansk Håndværk: Det er for let for tyvene – her er fem tips
Tyveri af værktøj er en branche i hastig vækst, og især boomer det sorte marked med værktøj stjålet ved indbrud i varevogne. Det vil flere organisationer nu gøre op med. Af redaktionen Tyveri af værktøj er et kæmpeproblem. Sådan lyder det fra arbejdsgiverforeningen...