december 20, 2024
Der ligger gode penge i at blive autoriseret til asbestopgaver, når de nye regler træder i kraft d. 1. januar 2025. Nordjyske S.P. Jensen er en af de pt. 230 firmaer, der er autoriseret af Sikkerhedsstyrelsen, og virksomheden har opgraderet for at være klar til efterspørgslen.
Af redaktionen/ef
S.P. Jensen forventer øget efterspørgsel fra både privatkunder og kollegaer i byggebranchen, når kravet om asbestautorisation træder i kraft ved årsskiftet.
Derfor har virksomheden investeret markant i uddannelse af håndværkere og nyt materiel for at være klar til at hjælpe kunderne med at overholde de nye regler. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Forventer markant stigning
Den skærpede lovgivning vil medføre betydelige forandringer i byggebranchens håndtering af asbest, forventer S.P. Jensen.
Artiklen fortsætter længere nede
Firamet fra Svenstrup ved Aalborg har i 2024 bl.a. investeret i nye miljøvogne, specialværktøj og uddannelse af medarbejdere.
Mens tømrere, VVS’ere og kloakfolk er sendt på efteruddannelse – i starten af 2025 vil op mod 25 medarbejdere have gennemgået den obligatoriske arbejdsmiljøfaglige uddannelse. Det svarer til knap en femtedel af S.P. Jensens samlede stab af håndværkere.
Lars Søndergaard Pedersen er bæredygtighedschef hos S.P. Jensen. Han uddyber:
”Vi hilser den nye lovgivning velkommen, fordi den skaber ens vilkår for alle og sikrer, at håndtering og fjernelse af asbestholdige materialer udføres på en forsvarlig og professionel måde. Men det kræver mange ressourcer. For et lille håndværksfirma, som støder på asbest i ny og næ, er det en meget stor mundfuld, og konsekvenserne er store, hvis man ikke lever op til lovgivningen. Det vil afholde mange mindre firmaer fra selv at håndtere asbest i fremtiden, og de vil i stedet bede sådan nogle som os om at tage sig af det. Så vi forventer helt klart en øget aktivitet på området.”
Fem gange så mange asbestprøver
S.P. Jensen har i en årrække udført asbestsanering efter Arbejdstilsynets retningslinjer og oplever generelt, at asbest fylder væsentligt mere i dagligdagen end tidligere. Virksomheden sender i dag fem gange så mange prøver til analyse på grund af asbestmistanke som for fem år siden, og hvor der dengang blev udført forholdsvist få asbestsaneringer, håndterer man nu 60-65 sager årligt.
S.P. Jensen har implementeret håndteringen af asbest i sit ISO 9001 kvalitetsledelsessystem og uddannet tre fagligt ansvarlige; de to afdelingsledere for henholdsvis VVS’erne og tømrerne, Jesper Jensen og Peter Rasmussen, samt bæredygtighedskonsulent Signe Kvistborg Balle som den administrative kompetence. Det sikrer, at der er klare procedurer og styr på dokumentation, uddannelse og overvågning.
S.P. Jensen har i 2024 anmeldt over 60 tilfælde af asbestfund til Arbejdstilsynet. Langt størstedelen forekommer i forbindelse med udbedring af forsikringsskader.
Kilde: S.P. Jensen
Related Articles
”Voksende dokumentationskrav har ikke gjort det nemmere at være selvstændig”
Dokumentationskrav og miljøregler lægger pres på mestrene derude. Building News har talt med en af dem om markedssituationen. Arbejde er der nok af, men overskudsgraden er lav, lyder det. Og så er der alt for meget spild. Af Ebbe Fischer ”Min virksomhed har...
Nyt partnerskab vil udvikle branchestandard for biodiversitet og efterlyser politisk handling
Tre store aktører går sammen om at opstille målemetoder for byggeriets påvirkning af biodiversiteten med særlig fokus på påvirkninger fra hele værdikæden. Målet er at skabe en fælles standard for byggebranchen, mens politisk bestemte rammebetingelser efterlyses....
Træhus på 78 meter står klar i Aarhus’ sydhavn
Træ og genbrugsmaterialer er byggestenen til kontorhuset ’TRÆ’, som Lendager Architects og entreprenør Kaj Ove Madsen har opført for byggeherrerne PFA Pension og Kilden & Hindby i Aarhus. Af redaktionen Hele 20 etager rummer det nyopførte kontorhus ’TRÆ’, som ikke...