december 30, 2024
For en samfundsøkonomisk merpris på mellem 1,3 – 2,9 mia. kr. er det muligt at anlægge en fast forbindelse mellem Als og Fyn uden at påvirke klimaet negativt. Og på en måde, så naturen får bedre forhold, end den har nu, lyder analysen.
Af redaktionen/ef
Hvad kræver det at etablere en klimaneutral fast forbindelse mellem Als og Fyn, der samtidig giver bedre natur end i dag? Det spørgsmål har Kraka Economics regnet på i en omfattende bæredygtighedsanalyse udarbejdet på foranledning af foreningen Als-Fyn Forbindelsen.
Bæredygtighedsanalysen skal ifølge Kraka Economics ses som et supplement til den større analyse af den faste forbindelse, som Transportministeriet, Sund & Bælt og Vejdirektoratet gennemfører i øjeblikket.
Kraka Economics foreslår en række tiltag – foruden den indsats, der normalt gennemføres ved store anlægsprojekter i Danmark.
Følgende tiltag vurderes som gavnlige:
- Genopretning af Bøjden Nor og udtagning af 180 ha landbrugsjord i vandoplandet til noret – pris ca. 50 mio. kr.
- Nedgravning og overdækning af hele eller dele af en strækning på 1,5 km vej gennem Svanninge Bakker. Enten hvor der anvendes en let overdækning på en del af strækningen, til ca. 1,1-1,6 mia. kr., eller som en cut-and-cover-tunnel til ca. 1,6-2,7 mia. kr.
- Udtagning af ca. 900 ha landbrugsjord for at skabe et unikt, stort sammenhængende naturområde bestående af Svanninge Bakker og Bjerge og omkringliggende arealer – ca. 114 mio. kr.
- Midlertidig pause for bundtrawl i projektområdet, mens der graves – maksimalt 17 mio. kr.
- Anvendelse af klimaneutrale materialer eller materialer, der samlet set optager CO2 fra atmosfæren.
En række usikkerhedsfaktorer
Et skøn baseret på eksisterende undersøgelser viser, at den ekstra indsats kan gennemføres for en samfundsøkonomisk merpris på mellem 1,3 – 2,9 mia. kr.
Men Kraka Economics erkender, at det er meget usikkert, hvad klimaneutrale materialer vil koste sidst i 2030’erne – altså tidspunktet, der er lagt til grund for opførelsen i rapporten.
Henrik Mulvad, partner i Kraka Economics, fortæller, at rapporten som noget helt nyt opgør værdien af natur, og inddrager det i en samfundsøkonomisk analyse af projektet.
”Alle store anlægsprojekter burde egentlig begynde med sådan en analyse og en undersøgelse af, hvordan projektet kan gennemføres uden at sende hverken klimaregning eller ødelagt natur videre til de næste generationer,” siger han.
Kilde: Kraka Economics
Related Articles
Specialist: Vi kan let minimere meget byggespild
En aktør, som selv agerer bæredygtigt, fortæller her, hvor de lavthængende frugter er, når det kommer til spild. Hvis man får styr på sin affaldssortering, er man kommet langt, lyder det. Af Ebbe Fischer ”Når jeg træder ud af min faglige boble, bliver det...
Branchen forventer boom i certificerede asbestopgaver
Der ligger gode penge i at blive autoriseret til asbestopgaver, når de nye regler træder i kraft d. 1. januar 2025. Nordjyske S.P. Jensen er en af de pt. 230 firmaer, der er autoriseret af Sikkerhedsstyrelsen, og virksomheden har opgraderet for at være klar til...
”Voksende dokumentationskrav har ikke gjort det nemmere at være selvstændig”
Dokumentationskrav og miljøregler lægger pres på mestrene derude. Building News har talt med en af dem om markedssituationen. Arbejde er der nok af, men overskudsgraden er lav, lyder det. Og så er der alt for meget spild. Af Ebbe Fischer ”Min virksomhed har...