Forbrugerombudsmanden har i to afgørelser fra juli 2024 fastslået, at brugen af ANPR-kontrolsystemer til udstedelse af kontrolafgifter er i strid med gældende regler. Afgørelsen indebærer, at kontrolafgifter skal pålægges ved fysisk anbringelse på køretøjet eller overleveres til føreren. Parkeringsselskaber, der anvender ANPR-systemer uden at overholde denne praksis, handler derfor ulovligt. Denne artikel analyserer de juridiske aspekter af Forbrugerombudsmandens standpunkt og vurderer, om der er hjemmel til denne fortolkning.Forbrugerombudsmandens afgørelse er baseret på bekendtgørelse nr. 202 af 28. februar 2014 om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder. Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 2, 2. pkt., skal en kontrolafgift anbringes synligt på køretøjet eller overgives til føreren.Forbrugerombudsmanden har desuden vurderet, at denne regel ikke kan fraviges af parkeringsselskaberne ved at indrette deres kontrolpraksis på en måde, der gør det umuligt at udstede kontrolafgifter på denne vis. Afgørelsen indebærer, at undtagelsen i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, 2. pkt. ikke finder anvendelse, hvis parkeringsselskabet selv har valgt en kontrolmetode, der udelukker overholdelse af kravet om umiddelbar meddelelse af afgiften. Henrik Saugmandsgaard Oe’s notat og kritik af Forbrugerombudmandens afgørelser;

Argumentation for forbrugerombudsmanden standpunkt

Forbrugerombudsmandens argumentation bygger på princippet om „straks-alarmering‟, hvor bilisten hurtigst muligt skal informeres om sin overtrædelse. Dette skal sikre, at parkanten har mulighed for at undgå gentagne overtrædelser, da vedkommende straks bliver opmærksom på fejlen. Det er ifølge Forbrugerombudsmanden i strid med bekendtgørelsens formål at sende kontrolafgifter efterfølgende via brev eller e-Boks, da dette ikke opfylder kravet om umiddelbar oplysning.

Kritisk gennemgang af standpunktet

Parkeringsbranchen har udtrykt uenighed med Forbrugerombudsmandens fortolkning og anfører, at der ikke findes direkte lovhjemmel til at forbyde ANPR-kontrolsystemer. Branchen argumenterer for, at reglerne ikke eksplicit kræver fysisk placering af kontrolafgifter, men alene at information gives til bilisten. Desuden påpeges det, at der i bekendtgørelsens ordlyd og forarbejder ikke er en entydig angivelse af, at „straks-alarmering‟ er et ufravigeligt princip. Tværtimod kan det udledes, at formålet med reglerne er at sikre en klar og fair meddelelse om kontrolafgifter, uanset hvilken metode der anvendes.

Retspraksis og mulige konsekvenser

Afgørelsen fra Forbrugerombudsmanden har potentiale til at ændre praksis i parkeringsbranchen markant. Hvis domstolene tiltræder denne fortolkning, vil det betyde, at parkeringsselskaber, der anvender ANPR-systemer, bliver tvunget til at ændre deres kontrolmetoder. Dette kan have store konsekvenser for virksomheder, der har investeret i digitale parkeringsløsninger baseret på nummerpladegenkendelse. Parkeringsselskaber kan potentielt udfordre Forbrugerombudsmandens afgørelse retligt ved at påberåbe sig, at reglerne i bekendtgørelsen ikke eksplicit forbyder ANPR-baserede kontrolafgifter. Hvis en retssag opnår medhold for parkeringsselskaberne, vil det kunne underkende Forbrugerombudsmandens fortolkning.

I en tid, hvor digitalisering og automatisering vinder frem, er det relevant at overveje, om lovgivningen bør moderniseres for at tage højde for teknologiske fremskridt. ANPR-systemer har flere fordele, herunder effektivitet og reducerede driftsomkostninger, og de kan potentielt give en mere gnidningsfri parkeringsoplevelse for forbrugerne.Forbrugerombudsmandens afgørelse fra juli 2024 fastslår, at ANPR-kontrolsystemer ikke må anvendes til at eftersende kontrolafgifter, medmindre de først er blevet placeret på køretøjet eller overgivet til føreren. Afgørelsen hviler på en fortolkning af bekendtgørelse nr. 202 af 28. februar 2014, som ikke utvetydigt forbyder brugen af digitale parkeringskontrolsystemer.

Kritikken er, at afgørelserne er udtryk for en restriktiv fortolkning uden klar hjemmel i lovgivningen. Fremtidige retssager kan potentielt afgøre, om Forbrugerombudsmandens standpunkt kan fastholdes, eller om en mere teknologivenlig tolkning af reglerne vil vinde indpas.

læs notatet her